I personcentreret terapi forsøger psykoterapeuten først og fremmest at sætte sig ind i hvordan klienten har det. Klienten skulle gerne føle sig set, hørt, anerkendt og empatisk forstået. Psykoterapeutens viden om psykiatriske lidelser bliver hovedsageligt brugt til et arbejde med at forstå klientens indre verden, som den opleves af klienten.
Der er i personcentreret terapi 3 betingelser for, at klienten kan udvikle sig i positiv retning.
1) Terapeuten oplever ubetinget positiv anerkendelse af klienten.
2) Terapeuten oplever en empatisk forståelse af klientens indre referenceramme.
3) Terapeuten kan være 100% tilstede i nærværet omkring klientens indre verden (kongruens).
Carl Rogers der i 1951 fremlagde sin teori om personcentreret terapi, satte fokus på noget meget vigtigt. Mange mennesker får det bedre, når de føler andres empati, anerkendelse og konsistente nærvær omkring deres person.
Vi føler os set og hørt. Vi føler os i centrum, og vi føler os anerkendt. Denne empatiske og anerkendende væren i centrum for et andet menneskes (psykoterapeutens) opmærksomhed kan være meget helende for mange mennesker.
Denne terapiform gør det nemmere for dig, at finde frem til hvordan du har det, hvad du står for, hvad du har lyst til og hvem du er. Du får mere kontakt til dig selv. Du får nemmere ved at holde af dig selv.